Ordbog til nye
Spejderbevægelsen oppefra og ned:
Korpset: Det øverste organ i Det Danske Spejderkorps (de blå spejdere) som vi er medlem af. Under korpset findes 35 divisioner.
Division: Knud Rasmussen Gruppen hører under Ege Division. Der er i alt 14 spejdergrupper under Ege Division. LÆS MERE
Gruppe: En spejdergruppe består af et antal grene. Knud Rasmussen gruppen består af et antal ledere, lederassistenter, 6 grene, en bestyrelse, en formand og en gruppeleder.
Gren: En gren svarer til en klasse på en skole, men grenen spænder over flere klassetrin. Hos Knud Rasmussen har vi 6 grene:
- Familiespejd (3-6 år)
- Mikro (6-7 år)
- Mini (8-9 år)
- Junior (10-12 år)
- Trop (13-16 år)
- Klan (17-23 år)
Aldersgrupperne er vejledende og en leder har altid ret til at bede en spejder om at blive et år ekstra i sin gren. Det kan f.eks. være når spejderen ikke har de fornødne færdigheder endnu eller ikke er moden nok til at klare skiftet fra den ene til den anden gren. Det vil altid være til spejderens fordel når lederen går ind og vejleder på den måde.
Flere begreber
Bestyrelsen: Bestyrelsen har det overordnede ansvar for at gruppen udvikler sig, overholder korpsets love og arbejder ud fra korpsets værdier.
Rådsmøde: Et årligt møde som minder om et forældremøde. Rådsmødet er foruden formalia også der, hvor forældre, ledere og spejdere kan genopleve minder fra året der gik, lave aktiviteter sammen og planlægge nye udfordringer for den kommende tid.
Gruppeleder: Den der leder spejdergruppen og sørger for den gode stemning, rutiner og udvikling.
Knuds Fodspor: En weekend om året mødes alle med en administrativ rolle i Knud Rasmussen gruppen. Her planlægges det kommende års ture og arrangementer og der tages emner op som er med til at udvikle spejdergruppen.
Ledermøder: Lederne afholder løbende møder en gang om måneden. Her planlægges de kommende spejdermøder og arrangementer.
Spejdernes Venner: Spejdernes venner er vores støtteforening. Spejdernes venner driver Spejderloppen. LÆS MERE
Spejder Sport: Alle spejdere kan få 10% rabat i Spejder Sport. For at opnå rabatten skal du melde dig ind i Spejder Sports kundeklub. Kryds af at du er spejder, Knud Rasmussen gruppen hører ind under Det Danske Spejderkorps. Hvis der skal bestilles ting i Spejder Sport snakker vi om det på ledermøderne. VIDERE TIL HJEMMESIDE
Udvalg: Der nedsættes udvalg efter behov. Et udvalg varetager en specifik opgave. F.eks. fondssøgning, mediedækning, udendørsarealer, indendørsarealer osv.